lørdag den 5. april 2008
fredag den 4. april 2008
Rassum & Budtz: diverse tekst (poesi) 1. del
Og det var i de dage
Så fra den dag af, eller på, skulle Den Hellige Grundgrød være velforvaret. Så de gik til Den Kværbiske Ambassade for at få hændelsen oversat, men det kunne ikke lade sig gøre, for det hele var sket på Højkværbisk.
- Og det var i de dage at Gudrun Göcker gjorde sig til avls over egengrøden: Oh, jeg griber i egen grød, udbrød hun, og da hun således havde grebet i egengrøden, udgød hun indtil flere tons Klæg Grå Grød, altimens hun ivrigt gurglede i Bassemands Øko-soda.
Oh, jeg beriger mit land med den mest hjerteskærende delikate grågrød,
udbrød hun mellem gurgl 7 og gurgl 9.
(Hun efterlod sin udgydning på en hel halv landsdel som hedder Jylland, og som derfor med rette kan kaldes ét ælte).
- Så det var en rigtig gyder, denne frøken Göcker.
Gravmøllemanden
Da den selvkloge Öbel Ups-Gert Hamilton Hess var på besøg hos Agnete Merete Bjalksholm ville hun byde på noget af det brune lune.
Hun udbrød: “Men jeg har hverken sukker eller fløde til det brune lune. Nu er det igen forsvundet i alle blindgyderne i køkkenet.” I et haletudse-hektisk tempo styrtede hun hen til telefonen for at ringe til Gravmøllemanden. Gravmøllemanden meddelte frk. Bjalksholm at hun skulle ringe til Gudrun Göcker, da frk. Göcker jo er ekspert i gydning. Heldigvis var frk. Göcker hjemme da frk. Bjalksholm ringede, og kunne fortælle at hun var gået i kvartalsfirspring med sig selv, og hun kunne således gyde uafbrudt.
Selv samme formiddag kom Gudrun og udgød sin klæge grå grød i køkkenets blindgyder. Mens hun sad og gød fik hun øje på den mest vidunderlige persille som hr. Hamilton Hess havde haft med ved en tidligere lejlighed. Gudrun kunne ikke styre det. Hun måtte pille. Altimens hun gjorde pilning over persillen kom frk. Bjalksholm ud i køkkenet, “Nix pille ved den persiske persille!” kom det uforvarende ud af hendes pludrings-agregat.
(Those were the she´s...)
Et mudringsbrus
Über-Über-Über Knagelhaber var aldrig så sandelig hisset til tugt. Laredo Laredo tag dog fra. Det var den salig kæntrings-mobile som Ups-Gert endelig havde stedt til hvile. Så smukt det var, så smukt, bag min udsynsprotese dannedes fugt. The Army Of Arbejdere spillede op til bisættelsesbrus og Ups-Gert selv, det lille skarnstyende, var opslugt i en über-rus. Kæntrings-mobilen døde af gråt hår og blev således del af den sødeste samhørigheds-grød. Oh, Knagelhaber, må Den Store Bukkebruse forblive i Wupperthal, så Göcker, Göcker og Göcker og Upper-Gokke kan udhulke et evigt mudringsbrus.
En slags for viderekomne
Så fra den dag af, eller på, skulle Den Hellige Grundgrød være velforvaret. Så de gik til Den Kværbiske Ambassade for at få hændelsen oversat, men det kunne ikke lade sig gøre, for det hele var sket på Højkværbisk.
Rassum & Budtz: diverse tekst (poesi) 2. del
En slags poesi
Betina Kusse Petersen
og Vera Vagina Vilhelmsen
forærede en frankfurter med blød
til Susanne Skede Johansen.
Det er skøn og det er også rar;
sidste måned fik vi en blød
og nu har vi fået en dejlig!
(Det var Den Store der bukkebrusedet)
En fjerboa med gæller udbrød:
“Jeg har fået slimkrummeløsning -
det kradser lidt, om forlov.
Jeg får sådan en Berg i,
er du rigtig bedøvende gal
i knoldepotten.
Åh, jeg får en blød, en dejlig blød”
Den Spejdende Skimter
Den Spejdende Skimter
havde indkaldt til møde
i dissektionen
hvor alle de underordnede
og overordnede
lallede rundt og ordnede
og sang “la la la”
eller “en eenøffer som var sød og sød og sød”.
De defilerede rundt
i en livløs salighed,
bjergtagede af statisk overskud.
En anden slags poesi
Der var engang 2 fortællere
som fortalte hinanden en historie hver, samtidig.
Derefter skulle de genfortælle den historie de havde hørt,
mens de fortalte den anden
den anden historie.
En tredie slags poesi
Klokken var højt forhøjet.
De tre Bukkebruser tog sig til gode med et erigeret lam.
“For der var ikke langt nok til mig og en Eva-Britt”
Lykkeligt at Den Himmelblå, står den kække bi...
En helt anden slags poesi
Den lille Kripylle
den lille dunfagre kykkelikylle
det var selveste Ypperste-Gretchen
der tordnede op
til Goden-Froht´s andagt.
Når man skal gøre det umulige
kræver det lidt ekstra,
og Gretchen - vores ypperste -
vidste godt nok da godt nok, nok!
Thi den der gør spisning over
anden mands Kufta-burger
har et lallende forhold
til “Du Godeste Selv”!
Gretchen du lille kripylle
pathetic little darling:
ikke kun du ved
at lykken er at være det.
Du yppede kiv,
du finurlige lille
kippekalv.
En opstopper-gisims
af klægbrigste art
et gevir fra en eenhjørning
der gik planken ud.
Livet er en lanselang lort
med et gevind som går den gale vej
som man hele tiden prøver at skrue ud.
Så hvis gennemsnitsalderen
f.eks er ca. 70 år,
er det 70 år med lort på fingrene.
En vistnok femte slags poesi
Patienten Peter Pjalt
havde fået svidende underskriftindsamlinger
under armene.
Det var Den Store der bukkebrusedet igen.
Erna Ohøj Livingstone Føtex
var kommet op at toppes
med Sct. Pascal af Pommern.
Med sin underligt opstrammede
lille ækle gøgemund
udbrød Erna:
“Du må ikke ta´
på min Gøbbernickel
med din klamt tilvamlede
Wapper-docker!”
“O mango - mango -
omuzolulu akmawoomag
woomag woomag”
responderede Sct. Pascal.
Politidirektøren havde to
- i en storby på Amager ved navn Fjælleboderne, blev jeg passet op af en sankt Bernhardspanser der ikke hed Pusle Psser. Panseren hed derimod Poul Psser McCartney. Det var en ret nuser strømer-een, en panser-trans.
Sankt Bernhardspanseren var klædt i finsk malkepigemundering, så det var en ægte Strømer-Dottir!
“Bare kald mig Dorothy Dunkert-Dottir”, fnisede panseren Psser McCartney og lirkede politiskiltet frem mellem sine store bryster.
Jeg blev lagt i håndjern og ført til politigården, blødende fra mit ene håndled fordi den lede Dottir havde kradset mig med sine lange røde negle.
Politigårdens gård var fyldt med køer med lange kunstige øjenvipper, alle havde navneskilte, og en af dem hed Malke McCartney, en anden hed Aurelius Bluemaster.
Alle panserne var transvestitter og de havde hver deres ko, og politidirektøren havde to som begge hed Sagde-Jeg-Så-Sir-Dottir, begge havde gevir så de var muhko-transer. De havde blå blinklys i røven og udrykningshorn i munden, så de sagde ikke muh, men babuh.
Sig muh til din babuh-ko stod der med kæmpe lyserøde bogstaver på politigårdens facade.
Hver dag klokken tretten stod pansertranserne og råbte muh til hver deres babuh-ko, og umiddelbart efter blinkede de blå lys ud af røven på dem og samtidig gjaldede udrykningssirenerne dem ud af munden, og malkningen kunne begynde.
Ordensmagten sad nu på rad og række og malkede på livet løs, raslende med deres store similismykker som hang fra albuerne og nedefter.
Abonner på:
Opslag (Atom)
